En larmende hest
Af Birgitte Agersnap, Skovhuset 2013
Lige så fyldte Pia Fonnesbechs malerier er, lige så få genstande rummer de, når man kigger nærmere efter. Et par frugter her, en kande der.
Værkerne tilhører en lidt ugleset genre, som har optaget Pia Fonnesbech i mange år. Nature morte eller stilleben, den kunsthistoriske betegnelse for opstillinger af døde genstande, har siden antikken rangeret lavere end skildringer af menneskets historie og bedrifter.
Modernister som Cézanne, Gauguin og siden Matisse dyrkede genren, men snarere end tingenes symbolik handlede det for dem om dybdegående studier af maleriets formelle virkemidler, dets form- og farvemuligheder. Fonnesbech er også først og fremmest kolorist. Hun strækker endda modernisternes opgør med perspektiv og rumillusion en tand. For selvom vi rationelt kan udlede, at der er tale om genstande på et bord foran mønstrede tapeter, opstår aldrig en egentlig for-, mellem- og baggrund.
Det rum, der derimod etablerer sig, er det maleriske.
Bordplader rejser sig eller falder ud af billedplanet, lysreflekser og skygger får karakter af at være flytbare genstande i et overordnet mønster. Det er i fladen, det foregår. Og så er der alligevel én genstand, som gør det umuligt at holde sig til den rent formorienterede tolkning: Dalarhesten. Det svenske nationalikon med den sirlige rygdekoration er ikke bare endnu en flytbar genstand.
Fra sin plads mellem almuehåndværk og souvenirkitsch appellerer den så tydeligt til vores associationsapparat (måske i retning af kulturel identitet, måske ironi?), at den ophører med ’blot’ at være form og farve. Ikke ulig det klassiske stillebens fokus på symbolværdi, som fx den fordærvede frugts påmindelse om forgængelighed.
Fonnesbech placerer sig raffineret et sted mellem abstraktion og figuration. På fortolkningssporet af det formale i hendes værker, dukker Dalarhesten op som en havkat i hyttefadet og angiver et andet spor. Med den rækker Fonnesbech ud og gør op med billedet som et lukket æstetisk univers.