Lige så fyldte Pia Fonnesbechs malerier er, lige så få genstande rummer de, når man kigger nærmere efter. Et par frugter her, en kande der.
Værkerne tilhører en lidt ugleset genre, som har optaget Pia Fonnesbech i mange år. Nature morte eller stilleben, den kunsthistoriske betegnelse for opstillinger af døde genstande, har siden antikken rangeret lavere end skildringer af menneskets historie og bedrifter.
Modernister som Cézanne, Gauguin og siden Matisse dyrkede genren, men snarere end tingenes symbolik handlede det for dem om dybdegående studier af maleriets formelle virkemidler, dets form- og farvemuligheder. Fonnesbech er også først og fremmest kolorist. Hun strækker endda modernisternes opgør med perspektiv og rumillusion en tand. For selvom vi rationelt kan udlede, at der er tale om genstande på et bord foran mønstrede tapeter, opstår aldrig en egentlig for-, mellem- og baggrund.
Det rum, der derimod etablerer sig, er det maleriske.