Farvens hemmelighed
Men der er nok så mange andre paralleller i det maleri, som Pia Fonnesbech dyrker. I 1960’erne brød pop kunsten igennem – i USA og i Europa.
I England var det især David Hockney, som ragede i vejret og blev stildannende. Han var ikke kun inspireret af massekulturens skabelonagtige billeder, men i netop sin farveholdning stærkt inspireret af Matisse.
Herhjemme er en maler som Tom Krøjer et andet eksempel på en pop art kunstner, hvis billeder mere og mere så at sige synker ind i en farvesanselighed. Fra det udvendige til det intense.

Farver i nu’et
Men også Carl Henning Pedersen må nævnes som en kunstner, der om nogen i efterkrigstidens danske kunst har dyrket farven: ”Jeg blev maler, da jeg opdagede glæden ved at sætte en farve ved siden af en anden farve. Siden den dag har jeg været optaget af at finde ind til farvernes hemmelighed. Jeg har opdaget, at jeg derved også søger at finde frem til min egen hemmelighed som menneske.”
Visse dele af kunstkritikken har forsøgt at psykologisere kunstnerens brug af farver. Så meget, at det ofte har lignet en reduktion. Der er hertil kun at sige, at gode kunstneres brug af farver næsten altid strækker sig langt ud over at bruge farven som en psykologisk nøgle til billedet.

Det gælder også for en kunstner som Pia Fonnesbech. Hun vil i hvert fald ikke lade sig begrænse af noget regelsæt for hvordan farver kan bruges. De eneste ”regler” hun anerkender, er dem, der skabes i nu’et – på lærredet.

Værk og vækst

Hvornår skabes et maleri? I kunstnerens fantasi, i mødet med motivet eller når penslen rammer lærredet og begynder sine mange strøg frem mod det endelige billede? Spørgsmålet er banalt – og er det alligevel ikke for de fleste malere. Heller ikke for Pia Fonnesbech:
”Jeg venter aldrig på en inspiration. For mig sker det undervejs i maleprocessen. Det ene strøg fører det næste med sig. Den ene farve fører den anden med sig. Det kan også være et mønster, som igen fører videre til noget andet. Jeg ved aldrig, hvor jeg havner. Jeg ville kede mig, hvis jeg vidste, hvor mit billede skulle ende,” forklarer Pia Fonnesbech.

Overraskelser
Et godt billede skal ”virke”. Farverne skal være i orden, i balance. Kompositionen skal være på plads. Og alligevel er det ikke nok. Et godt billede skal have noget andet og mere. Noget som så at sige ligger ”nedenunder” det vi kan se og det vi tror, vi ser.
”Der skal være en eller anden skævhed, en overraskelse, måske en gåde,” siger kunstneren.
Denne gåde er ofte det der skiller det banale fra det originale. Et billede må aldrig blive for perfekt. Det må aldrig blive for slebent, for så lukker det om sig selv. Spærres så at sige inde i sin egen tekniske glathed.
Dette handler også om, hvornår et maleri skal stoppe op – eller stoppes af kunstneren. Alt for mange malerier kan males ihjel af en kunstner, der lige vil lægge endnu en vigtig detalje ind i sit billede. Og den fare er Pia Fonnesbech meget opmærksom på.

Sandfærdige billeder
”Jeg har ødelagt masser af gode billeder, ved ikke at stoppe op i tide. På den anden side er det en del af processen, at man måske maler et billede ihjel. For det er måske vejen frem til et endnu bedre og endnu mere sandfærdigt billede. Men et ihjelslået billede kan godt genoplives, hvis man vil – og er heldig,” siger Fonnesbech.

Hun arbejder ofte i serier. Eller rettere: Hendes malerier grupperer sig, som om de var i familie med hinanden. En serie malerier er hver især et skridt på vejen mod fordybelse. Intet billede kan rumme alt, men hver især kan et billede rumme en vigtig flig af en sansning.
Arbejder man, som Pia Fonnesbech, i lang tid med en gruppe billeder, sker der noget væsentligt. Man trænger ned gennem en række lag. Man kommer i dybden. Intet billede er, hvad det ser ud til at være, hvis der er arbejdet med farverne på den måde Fonnesbech gør det. For hende er der ofte tale om en proces, der strækker sig over flere år. Farverne er en opdagelsesrejse frem mod større indsigt. Det er som at tegne landkortet, mens man bevæger sig igennem landskabet. Og vide med sig selv, at ruten først forekommer klar den dag man er nået frem.

Billedets krav
”Jeg har oplevet det sådan, at det pludselig gik i stykker for mig. Så var jeg ved vejs ende med dén type billede. Så var det bare med at komme i gang med noget helt nyt. I den sammenhæng kan et nyt motiv være udslaget, selv om det måske egentlig mest foregår i farven!”
Men hvad skal ”det gode billede” gøre ved sin beskuer?
”Det skal stille krav. Det skal ikke afsløre alle sine hemmeligheder lige med det samme. Det skal fascinere. Det skal indeholde en spænding, som kun beskueren kan løse op ved at arbejde med billedet. Et maleri skal ikke ”forstås” som meget andet i verden skal det. Det skal føles, sanses, tænkes, gennemtænkes, mærkes … det skal få beskueren til at spørge sig om, hvad der egentlig er på færde. Det smukke må ikke bare være smukt. Det dystre må ikke bare være dystert. Det skal afspejle den dualisme, der er i alting,” mener Pia Fonnesbech.

Det gode billede
Et godt billede er ikke mindst et billede, hvor man ser noget nyt, hver gang man på ny ser på det. ”Der skal ligge noget neden under. Et problem – måske i form af noget uforløst, som gør at maleriet lever,” siger Fonnesbech.
Man skal – med andre ord – kunne gå på opdagelse i maleriet, akkurat som man bevæger sig ud i et stort, nyt og ukendt landskab.
Når kunstneren har afleveret sit billede, er resten op til beskueren. Og det er slet ikke så nemt, som det lyder.

Fortælling og billede

”Historier i mine billeder? Slet ikke!” svarer Pia Fonnesbech, når man spørger efter en fortælling i hendes billeder.
Men måske tager hun fejl. En fortælling er ikke bare – som traditionen og vanen tilsiger – en sammenhængende fortælling med en pointe og et afrundet forløb. En historie kan meget vel lige så meget være et glimt, et brudstykke eller et fragment. En historie kan være en stemning, en sansning, et udtryk, der står prægnant foran os, som en gestalt.
Historier er der netop at finde i hendes billeder. Også i traditionel forstand. I hvert fald i hendes portrætter, selv om også de er båret af et stærkt farvemæssigt udtryk. Så meget, at man ofte kan sige, at det aktuelle portræt er et godt påskud for at lade farverne folde sig ud.

Det næsten usynlige
I sine portrætter genopliver hun en tradition, som vi har set flere gange tidligere i kunsthistorien. Hos fauvisterne, men også hos mere ekspressionistiske malere, hvis portrætter snarere viser den psykiske energi omsat i farver end den akkurate gengivelse af personens fysiognomi. Stærke og intense portrætter af personer, hvis udstråling ligger i farvesætningens dynamik. 

Fonnesbech har f.eks. malet et portræt af Billie Holiday, tilsyneladende tæt på det skabelonagtige, men med både sprøde og intense farver, der karakteriserer den store gamle bluessangerinde.

Pia Fonnesbech ved godt, at ethvert godt maleri fungerer i et krydsfelt mellem det sete og det usete – mellem det nærværende og det næsten usynlige. I det gode maleri fortsætter beskueren selv med at føre visse penselens strøg videre. i det gode maleri åbner der sig hele tiden flere rum af betydninger og sansninger.

Et spejl
Et billedes stemning er netop ofte det, der antydes eller bare indføjer sig så sart og let, som når en stilfærdig brise just har fået græssets strå eller blomstens blade til at sitre en anelse.
Ethvert maleri indeholder også en række anelser og stemninger. De ligger måske ofte i udkanten af billedet, som vi i et hastigt glimt kun lige netop aner.

Det har at gøre med det intuitive. Vi er klogere end vi tror og klogere end vor forstand tror. Vi er måske klogere med vore øjne end med vor forstand.

At se er at erkende. At erkende er at se på ny. På den måde er mødet med et maleri som at se ind i et spejl, der viser både dig selv og din omverden.

TILBAGE