PIA FONNESBECH i dialog med kunsthistorien
Af Pier Maria Andersen, kunsthistoriker/journalist.
Pia Fonnesbech (f. 1961) har markeret sig stærkt på den danske kunstscene. Normalt arbejder hun i tre år med en motivkreds, inden hun føler, den er udtømt. Hun blev imidlertid så begejstret og udfordret af opstillingen, og hun har nu arbejdet med motivet i over 20 år. Der er opstillinger med kander, skåle, tepotter, kranier og andet på et bord, der forvandles til en skueplads, hvor det kan være et spørgsmål om liv eller død. Stemningen i malerierne er så sanselig og præget af så stor en malerglæde og lyst til livet, at døden ikke fremstår som uhyggelig, men snarere en erkendelse af livets vilkår.
Når Pia Fonnesbech maler, er det på en levende og ekspressiv måde. Hun har fundet helt sit eget farve- og følelsesmættede billedsprog, og hun er hele tiden i en rivende udvikling, hvor hun undersøger og udforsker nye områder. I sine malerier er hun først og fremmest interesseret i farver og er en fin koloristisk maler. Ofte arbejder hun med komplementære farvepar. Hun søger afstemte farveharmonier, men malet så intenst og nærværende, at man fornemmer, hvordan det hele spiller sammen i en begejstret og glødende farvesymfoni. Farveklange man kan høre som musik, og her kan man få associationer til en af vores kendte malere, Edward Weie (1879-1943), der var optaget af landskaber og opstillinger. Han arbejdede med kontrastvirkninger, som han sammenlignede med det kontrapunktiske i musikken. Hans motiver kan som Pia Fonnesbechs opfattes som rene farvesymfonier. Som Edward Weie er hun optaget af kontraster i sine malerier, men hun bliver samtidig direkte forelsket i den enkelte farve. Fx kan hun i perioder være stærkt optaget af den gule farve, og efter en periode med gule billeder vinder kontrasten frem, den violette. Man fornemmer tydeligt den nydelse, Pia Fonnesbech har ved farverne.
Farvens form og mønstre
Hendes former i malerierne er typisk runde og kvindelige, fx når hun maler tekander, krukker og citroner. Man aner noget barokt og svulmende ikke bare i hendes malerier, men også i hendes sind. Hun siger:
”Med de ting, der slynger sig, kan du få en musikalitet frem i malerierne. Jeg er jo meget glad for de runde former, det er jo typisk kvindeligt. Jeg synes, de organisk runde former giver musik til billedet. Mange gange tænker jeg, at det jo næsten er som et korværk. Med mønstrene i baggrunden, der skal snakke sammen med opstillingen i forgrunden. Jeg ser det som en hel masse forskellige stemmer. I øvrigt lytter jeg meget og lader mig inspirere af musik. Ofte er det sådan, at jeg lader mig inspirere af den samme musik i tre måneder. Det er mange gange klassisk musik eller jazz, men det kan også være opera eller punk fra 1980’erne, som der er meget energi i. Jeg vælger musik, alt efter hvilken periode, jeg er i.”
Pia Fonnesbech har to planer i sine malerier, nemlig forgrund og baggrund. I forgrunden har hun konsekvent et bord, der ikke er malet i perspektiv, men er parallel med billedrammen. Netop det gør, at mellemrummet forsvinder.
Hvor hendes malerier tidligere var lyse og klare med en ensartet flade, bruger hun i dag at lave mørke og fortættede flader. Der er mange lag nedenunder den øverste farve, faktisk op mod 7-8-9 lag. De sidste 4-5 år har hun arbejdet på det, hun kalder ’en flimrende måde’, som hun synes giver et andet lys og liv til malerierne. Hun siger:
”Jeg kan godt lide at starte med en farve, der er komplementær til den, der skal være ovenover. Så nogle af billederne, hvor jeg har malet blåt og violet, har jeg malet orange og gult nedenunder. Selv om man ikke kan se det, der ligger nedenunder, skinner det alligevel igennem, fordi jeg har malet det øverste lag på en heftig og ikke dækkende måde. Det giver sådan et flimmer. En varm sommerdag kan man opleve sådan et flimmer. Fx når du går i en skov vil bladene flimre, for der kommer kun lys igennem nogle steder. Jeg kan godt lide det der flimmer, for det giver meget lys til billederne.”
Pia Fonnesbech har i mange af sine malerier ladet sig inspirere af den franske fauvist, Henri Matisse (1869-1954). Man kan i en del opstillinger se, hvordan hun har fortolket Henri Matisse’ papirklip i baggrundene i malerierne. De bladformede organiske former og stængler har hun gennem den senere tid brugt til at bryde bordets flade op. De snor sig fra baggrunden og ind over forgrunden og binder på en smuk organisk måde forgrund og baggrund sammen. Hun siger:
”Jeg begyndte at opløse formen, for tidligere var bordet jo meget vigtigt. Nogle gange forsvinder bordet eller nogle gange er der ikke noget bord. Jeg skaber et kaos, men jeg prøver også grænserne af for, hvor meget et billede kan bære.”
Man fornemmer, hvordan Pia Fonnesbech som Henri Matisse har et velvære og nydelse ved at male opstillingerne. Formerne bliver ofte svulmende og farverne pastost og så intenst påført, at tankerne ledes mod en anden af de store mestre, nemlig Pierre Bonnard (1867-1947). Også den svenske tekstildesigner Josef Frank (f. 1967) har været en væsentlig inspirationskilde for Pia Fonnesbech. Især har hun været begejstret for at fortolke et af hans sensuelt udførte træer med flere forskellige slags frugter som æbler, pærer, kirsebær og andet. Endnu én hun er optaget af er William Morris (1834-1896) og hans tapeter, som han er så kendt for. Pia Fonnesbech bruger i sine baggrunde fragmenter fra tapeterne. Hun fjerner farverne og indsætter sine egne og samtidig forenkler hun mønstrene.
I Pia Fonnesbechs opstillinger kan man se, at det er maleriet som form og kaos, hun er optaget af. Det er en undersøgelse af, hvor mange elementer, opstillingen kan klare, inden det bliver for meget. Det kan ende med for stort et kaos. Samtidig bruger hun egne mønstre, og hun sampler og bryder et grundmønster op med et andet.
Stilleben og nature morte
Vi kender betegnelsen ”stilleben” fra de nederlandske 1600-talsmalerier, hvor begrebet dukkede op som en selvstændig stilart. I Frankrig blev opstillingerne benævnt ”nature morte”, dvs død natur. Motiverne i Holland var ofte overdådige banketter med fint service og bestik. De var fyldt med lækre og eksklusive retter, store overdådige buketter af sjældne og dyre blomster med vanitas-symboler af død og elendighed. Det kunne være knogler og kranier, timeglas eller et næsten nedbrændt lys. I Frankrig, Spanien, Flandern og det nordlige Italien viste malerierne ofte overmodne frugter med fluer og andre skadedyr. Pia Fonnesbech siger:
”Jeg er meget fascineret af kranier, som jeg har haft mange af i mine opstillinger. Nogle gange har jeg brugt fluer. Fx satte jeg plastikfluer på et par bemalede rokoko-stole. Når man så det på afstand lignede det blomster, men kom man tæt på, så man det var fluer. I stedet for de skønne blomster er der her tale om død og forgængelighed. Vi skal huske, vi skal dø. Det synes jeg, er vigtigt at have med. Jeg vil dog pointere, at vi skal være glad for, at vi lever og alt det smukke, der er i livet.”
Pia Fonnesbech arbejder som udgangspunkt med skønheden i sine malerier, som en hyldest til livet og som kontrast til alt det grimme og hårde i tilværelsen. Helt slipper hun dog ikke den side af livet, for hun har både kranier, hugorme og dele af skeletter samt udstoppede dyr i opstillingerne. Hun er i høj grad optaget af kanten mellem livet og døden, et ”memento mori”. Det viser sig ved de nævnte døde ting i malerierne, men også lige inden noget kan ske. Fx bruger hun flasken som symbol for noget, der er lige ved at gå galt. Hun stiller den helt ude ved kanten af bordet. Et øjebliks uopmærksomhed, og man forestiller sig, den er havnet på gulvet.
Liv og karriere
Pia Fonnesbech er født i Danmark, men hun fulgte med sine forældre til Sverige, da hun var 16 år. Hun boede i Stockholm fra 1977-91, hvor hun fik det meste af sin kunstneriske uddannelse. I 1991 flyttede hun til Danmark, hvor hun i en periode var gæsteelev på Det kongelige danske Kunstakademi. Hun debuterede på Liljevalchs Vårsalong i 1990 og havde sin første separatudstilling på galleri Marius i 1995. Pia Fonnesbech har malet siden 1982, og hun har udstillet på kunstmuseer, kunsthaller og gallerier i Danmark og i udlandet.
Selv betegner hun sig som svensk kunstner, og for ca. 10 år siden købte hun et hus i Sverige. Et af hendes yndede motiver er opstillinger med dalerheste, som hun omtaler som sit alter ego. Hun har dog stadig værksted og bolig i København og købte for nogle år siden et hus i Odsherred.
Pia Fonnesbech er en af de malere, der har sin sjæl med i sine billeder. Det er ikke nok med, at farverne og kompositionen er i orden, men hun er bevidst om, at et billede skal have noget andet og mere. Noget som ligger ”nedenunder” det vi kan se, og det vi tror, vi ser. Hun har fundet sin egen vej ind i maleriet. I modsætning til den generation af kunstnere, hun er vokset op sammen med, og som hovedsagelig beskæftiger sig med installationer og kunstvideoer, er hun gået helt sine egne veje. Hun er en iagttagende kunstner, der fortolker det, hun ser til et malerisk univers på en meget konkret og rumlig måde. Der er ikke nogen indholdsmæssige elementer i malerierne.
Noget af det, der kendetegner hende er, at hun altid har eksperimenteret meget. Fx arbejdede hun abstrakt med ornamenter 1988-91. Abstraktionen tog over 1991-94, hvor hun fik en søn Bjørn med maleren Peter Fonnesbech. Hun siger:
”Jeg tog et lærred og noget akrylfarve, som jeg smed på. Så prøvede jeg at se noget i det. Det var det der med, om jeg kunne styre det. Nogle gange styrer maleriet selv processen, selv om jeg også kan styre. Hvis jeg lader være med at tænke, så kan maleriet godt styre.”
Det var ikke lige Pia Fonnesbech med de abstrakte malerier, så hun genoptog det figurative. I tre år, fra 1995-97 arbejdede hun med blomsterbilleder, og i dag bruger hun stadig blomster, men nu som elementer i opstillingerne. Nikolaj Bentzon bestilte i 1997 et portræt, og herefter arbejdede hun med portrætter 1997-2000. Hun siger:
”Da jeg var yngre, arbejdede jeg med personer og mennesker i mine billeder. Især i portrætterne afspejler der sig noget dybere, personernes psyke, som jeg maler ind i billederne. Nikolaj Bentzon, der dengang var leder af DRs bigband mig, spurgte om jeg kunne male ham. I stedet for et fotografi ville han hellere have en tegning eller et maleri, og så lavede jeg 13 billeder af ham. Han blev helt chokeret, da han så dem. Han er meget jovial, men jeg fornemmede, han også havde en djævel eller noget diabolsk i sig. Jeg synes ikke, det er godt nok, at portrættet bare ligner. Man skal kunne kigge ind i personen, så man får en fornemmelse af, hvad det her er for et menneske.”
Pia Fonnesbech arbejder stadig med den menneskelige krop. Hun går til groque to gange om ugen, og tegningerne omsætter hun til keramik og grafik.
Efter 2000 arbejder hun mest med stilleben. Hun arbejder koloristisk og ofte med komplementære farvepar. Ornamenterne fra slutningen af 1990’erne findes næsten altid som baggrund for hendes stilleben.
Pia Fonnesbech er rundt i hele verden på ture med kursister. Sammen med andre kunstnere er hun i det, der hedder ”Kreativt netværk”. De afholder både kurser herhjemme og ude i verden. Pia Fonnesbech lader sig inspirere af de forskellige steder i sine malerier. Et af de steder, hun har været, nemlig Marrakesh i Marokko har været den rejse, der nok har betydet mest for hende i udviklingen af hendes billeder. Hun siger:
”Da jeg havde været i Marrakesh, skete der faktisk det, at mine farver ændrede sig. Det var en stor åbenbaring at komme til så anderledes en kultur. Jeg købte en del keramik med hjem, som jeg har brugt som inspiration i mine opstillinger.”
Sammen med hendes optagethed af farver, er mønstrene og ornamentikken en lige så vigtig del af Pia Fonnesbechs malerier. Hun har flere gange været i Marrakesh, og den så anderledes nordafrikanske kultur er indbegrebet af alt, hvad Pia Fonnesbech indeholder. Det brændende lys og de steder, hun har ladet sig inspirere af som basarer og markedspladser, de farvestrålende klæder og duften af eksotiske krydderier. Er lige Pia Fonnesbech. Der er dramatiske lys-skyggevirkninger i opstillinger med vaser, krukker, æsker, blomster og frugter. Selve baggrunden er med dekorative mønstre fra den arabiske arkitektur og det abstrakte i islamisk kunsthåndværk. Det er malerier med et glødende farvevalg, stemningen er sanselig og livsbekræftende.
En moderne Anne Ancher
Under et interview med Pia Fonnesbech, der forberedte en påskeudstilling til galleri Arte i 2021, sprang hun pludselig op. Hun havde set træernes skyggespil på væggen i lyset fra vinduerne. Det skulle nedfældes, for noget af det, hun er meget optaget af i sine malerier, er jo netop at sammenstille egne mønstre med kendte malere fra kunsthistorien.
Man kan ikke andet end tænke på Anne Ancher (1859-1935) med de skyggespil på væggen, Pia Fonnesbech er så optaget af. Anne Ancher, der var den eneste i den første generation af Skagensmalere, der var født i Skagen. Hun har malet en del billeder med lysets skygger på væggen, bl.a. ”Solskin i den blå stue”. Pia Fonnesbech siger:
”Anne Ancher lavede interiør-mennesker og var helt klart fascineret af mennesker. Jeg kan ikke udelukke, at jeg kommer til at arbejde med mennesker i mine billeder, men jeg vil ikke kun male mennesker, der skal være liv og fortælling.”
Pia Fonnesbech eksperimenterer og udvikler sig konstant. Hun har fastholdt maleriet i tradition og dialog med tidligere store mestre i kunsthistorien. Sammen med hendes mange inspirerende rejser rundt i verden og hendes blændende koloristiske evner og ekspressiv stil kan man sammen med Pia Fonnesbech komme ud på en både erkendelsesmæssig og sanselig rejse.