Ornamentets nødvendighed

Af Nana Bernhardt, København 2006

 

Ornamentets nødvendighed – Pia Fonnesbech og opstillingen

Gennem de sidste fire år har den danske maler Pia Fonnesbech primært beskæftiget sig med en af kunsthistoriens velkendte genrer, nemlig opstillingen også kaldet stilleben eller nature morte. Udgangspunktet var oprindeligt en række kinesiske køkkenting, deriblandt en hvid tepotte udsmykket med en flagrende rød drage, der ifølge Fonnesbech blev ved med at dukke op i hendes bevidsthed, når hun stod foran det tomme lærred. Efterhånden har de kinesiske køkkenting fået selskab af andre brugs- og pyntegenstande som en turkis termokande, røde kaffekopper, grønne skåle, et blåt gasblus og en lille rød dalarhest, der alle dukker op igen og igen i forskellige konstellationer. De afbildede genstande er i hvert enkelt maleri opstillet på et bord, hvoraf vi ofte kun ser et hjørne. For Fonnesbech har disse genstande først og fremmest betydning ved deres farve. Hun er som udgangspunkt kolorist. Det centrale for hende er farvernes indvirkning på hinanden og på beskueren, hvad enten hun maler portrætter eller som her opstillinger. Udforskningen af farvernes samspil og modspil sættes for alvor i gang, når Fonnesbechs fascination af dekorative mønstre udfoldes på lærredet i form af blomstrede, stribede og ternede duge og i baggrundens florale og arabesklignende ornamenter. Det er denne ornamentets og farvens nødvendighed, der virker så dragende og overbevisende, når man som beskuer står over for hendes opstillinger. Man får uden videre lyst til at lade blikket vandre fra ting til ting, farve til farve og ornament til ornament, og man er aldrig i tvivl om, at Fonnesbech er kolorist med krop og sjæl. Hun behersker sine farver, både i de malerier der er præget af en lys farveholdning, og hvor de mønstrede tapeter virker som et flimrende impressionistisk baggrundstæppe, og i de værker hvor pangfarverne hersker, og ornamentikken fremstår som afgrænsede farveflader af cirkler, tern og striber. I de nyeste opstillinger har baggrundsornamentikken fået et mere stiliseret præg, der refererer til århundreder gamle traditioner inden for interiørudsmykninger som rokokoens rocailleform, art nouveau omkring år 1900 såvel som til design og livsstil anno 2006, hvor blomster og blade forplanter sig fra naturen og vindueskarmene til lampeskærme og tapeter. Helt konkret har Fonnesbech bl.a. ladet sig inspirere af den engelske Arts and Crafts-bevægelse med William Morris’ mønstre samt produkter fra det engelske møbelfirma Habitats kataloger.

Fonnesbechs interesse for farver og ornamentik placerer hende i traditionen fra tidlige modernistiske kunstnere som Gauguin, Bonnard og i sær fauvismens mester Henri Matisse, der hele livet igennem inddrog mønstrede tekstiler og dekorativ keramik i sine opstillinger. For Fonnesbech ligeså vel som for modernisterne er målet ikke at skabe en eksakt repræsentation af virkeligheden, men at udforske maleriets formelle egenskaber. Derfor følger billedrummet heller ikke perspektivets regler for korrekt rumlig gengivelse – i visse værker synes bordpladen at lægge sig perspektivisk ind i billedrummet, mens den i andre synes at smække op parallelt med billedfladen. Ligeledes fremstår visse af de afbildede genstande som rumlige former skabt af lys og skygge, mens andre helt mangler både slagskygger og egenskygger. På sin vis kan man sige, at malerierne bevæger sig frem og tilbage mellem figuration og abstraktion. Fjerner man selve opstillingen af objekter, vil kun baggrundsornamentikken stå tilbage. Den spænder som sagt fra det meget organiske og arabesklignende til geometriske former med rødder i både det tidlige abstrakte maleri og 1960’ernes farveglade leg med maleriet, som det bl.a. kom til udtryk hos den danske kunstner Paul Gernes. Ornamentikken spiller ganske enkelt en afgørende rolle, og bliver den mørtel, der får kompositionens byggesten til at hænge sammen.

Ved at vælge en specifik kunsthistorisk genre som stilleben peger Fonnesbechs malerier dog også længere tilbage end til den tidlige modernisme. Opstillinger kendes helt tilbage fra antikkens vægmalerier, som del af større billedprogrammer, men først i 1500-tallet opnåede opstillingen autonomi og defineres herefter som en selvstændig genre med den kunsthistoriske term stilleben/nature morte. I den akademiske, hierarkiske genreopdeling figurerede stillebenmaleriet nederst på rangstigen, idet det i overensstemmelse med dets terminologi viser det stille eller 

døde liv i kontrast til skildringer af menneskets heltemodige bedrifter. Helt fraværende er mennesket dog alligevel ikke, og betragter man eksempelvis stillebenværker malet i genrens storhedstid i 1600-tallets Holland, møder man en verden af eksotisk flora og fauna, konkylier og kostbart kunsthåndværk, dvs. genstande, der fortæller om europæernes erobring og udforskning af ukendte kontinenter samt den menneskelige kreativitets evner. Malerierne kunne også fungere som en opfordring til ydmyghed og som bevis på den menneskelige forgængelighed og forfængelighed i modsætning til Guds storhed i de såkaldte vanitas stilleben, hvor blomsterne visner, frugterne rådner og sæbeboblerne brister. Med modernismen fik opstillingen en renæssance, men tingenes oprindelige symbolik var nu erstattet af interessen for de form- og farvemæssige egenskaber.

I Fonnesbechs opstillinger hører visse af de afbildede genstande til stillebenmaleriets traditionelle ikonografi, som eksempelvis granatæblerne, det kinesiske porcelæn og kraniet som det klassiske vanitassymbol, der hos Fonnesbech dog ikke er et menneskes men et dyrs kranium. At hun inddrager disse genstande, skal dog nok ses som et udtryk for hendes bevidste interesse for maleriets formelle egenskaber som form og farver. Betragter man eksempelvis det kinesiske porcelæn, er vi da også langt fra 1600-tallets fascination af det kostbare kunsthåndværk. Dengang var der tale om det unikke og uopnåelige, hvorimod de hos Fonnesbech skildrede køkkenting bare er endnu en genstand i det globale markeds flow af varer, der kan erhverves for en rimelig pris i enhver kinesisk forretning over hele kloden. Dermed ikke være sagt at de valgte genstande ikke indeholder en særegen skønhed og fascination. Det er netop en af hendes store styrker, at hun formår at vise, at det skønne også er at finde i hverdagens mere ordinære omgivelser. Med legende lethed jonglerer hun med hverdagstingene, så malerierne fremstår som eventyrlige møder ikke bare mellem farver og former men også mellem natur og kultur, mellem her og dér. Naturens organiske former trænger sig konstant på og bryder ind i de kulturskabte rum, dog transformeret og stiliseret. Kopper, tekander og skåle står i fuldt flor, mønstre og genstande vokser sammen og ud af hinanden, og det, der ifølge genredefinitionen repræsenterer det levendes modsætning, synes i stedet at fremstå som et dynamisk og myldrende mikrokosmos, hvor svensk almue møder en flagrende kinesisk drage med sin unge – et møde der er næsten ligeså absurd som den franske digter Lautréamonts ”tilfældige møde mellem en symaskine og en paraply på et dissektionsbord”, der blev et af surrealismens nøglebegreber. Fonnesbech er dog ikke surrealist, og et mere jordnært eksempel kunne være H.C. Andersen, der bl.a. i eventyret ”Kærestefolk” lader toppen gøre kur til bolden i børneværelsets legetøjsskuffe. Lidt det samme er på spil hos Fonnesbech, hvor tingene taler sammen, agerer og sætter gang i en række associationer hos beskueren, der rækker ud over maleriernes konkrete univers. Fonnesbech beskæftiger sig måske ikke bevidst med sine maleriers fortællende element, og det er da heller ikke fortællinger i klassisk forstand, hvor sammenhængende handlinger fremlægges på lærredet, vi præsenteres for. Betragter man eksempelvis dalarhesten, kan man som beskuer ikke undgå at tage på en mental rejse over sundet. Dalarhesten kan betragtes som en form for svensk nationalikon – en typisk souvenir, der udstråler en blanding af almuehåndværkets gamle traditioner og kitsch, som kan tilfredsstille turistens evige higen efter autenticitet. Den røde træhest skaber en stemning af hygge og en forestilling om det typiske svenske på lige fod med Astrid Lindgren, røde træhuse, IKEA og Abba. I flere af malerierne er hesten placeret så tæt på bordkanten, at den truer med at falde på gulvet, og dermed kommer til at fremstå som et skrøbeligt og forgængeligt symbol, hvorimod den i andre tilfælde arrogant og afvisende vender bagenden ud mod os. Selvom vi udmærket ved, at denne hest ikke har noget som helst med de grønne enges virkelige dyr at gøre, skal der ikke meget fantasi til at tillægge den diverse sindsstemninger og egenskaber alt afhængig af dens fremtoning på lærredet, så den både kan virke tapper, rådvild, afvisende og skrøbelig. Mennesket er et nysgerrigt væsen med hang til historier, og Fonnesbechs opstillinger byder på fortællinger om stort og småt, nært og fjernt, om drager i skjul og blomster på spring.

TILBAGE