Vanitas
Af Trine Ross, Politiken, 2007
Pia Fonnesbech trækker sine malerier rundt om brede blændrammer, en teknik man kender fra en del samtidskunst, men hun bruger blændrammen anderledes end andre kunstnere, for det er som om hun betrækker den, ligesom man betrækker et polstret møbel. Og det er præcis den slags møbler Fonnesbech maler: stole med betræk og smukt svungne ben, kommoder i bombeform og med mange kærlige hilsener til Danmarks første store møbelmager, Mathias Ortmann. Her er ikke meget, der gemmes af vejen, og møblerne får selskab af løsrevne lysekroner i en overdådighed, der ville være Christiansborgs besøgsgemakker
værdig. Det kunne så tyde på ren royal røgelse, men det er det altså ikke alligevel. For pludselig ser man, at betrækkets diskrete striber udgøres af række på række af hvidmalede fluer, der giver billede dybde på mere end én måde. Rent billedteknisk opstår der en visuel illusion af tredimensionalitet på det jo ellers ganske flade lærred, men mere vigtigt er det, at fluerne får en til at tænke på forgængelighed, på alt det, som fine møbler og kostbare antikviteter ellers er hyret til at dække over: At vi skal dø, at alting er i fortsat forfald omkring – og inden i os.